IN ENGLISH

Navigation

Du er her:  Bachelorguide » Bacheloruddannelsen i Erhvervsøkonomi-informationstek., HA (it) » Introduktion
Del

Bacheloruddannelsen i Erhvervsøkonomi-informationstek., HA (it) - Introduktion

Studerende

Jeg valgte titlen HA(it) og cand.merc.(it), fordi jeg interesserer mig meget for alt det nye, der sker inden for alle forretningsområder og brancher. Jeg syntes det var tydeligt, at hvis jeg ville være en del af denne udvikling, skulle jeg vælge en uddannelse på Business and Social Sciences, der havde en it-vinkel. Når jeg engang bliver færdig, vil jeg være med til at definere de systemer der giver virksomhederne den konkurrenceforskel, der gør forskellen på, om virksomhederne får succes eller ej. Globaliseringen stiller øgede krav, og alle lokale virksomheder risikerer at blive udkonkurreret af en global virksomhed, samtidig med at de selv har muligheden for at udkonkurrere de største på markedet - med det rette it-system!

Eskild Mads Eskildsen, studerende på uddannelsen HA(it)


Erhvervsøkonomi, HA-Informationsteknologi (IT) - Oversigt og dybde

På HA-it-toningen kombineres forretningsmæssige og organisatoriske problemstillinger med indsigt i informationsteknologi. Informationssystemer er en væsentlig del af dagsordenen i alle virksomheder – store som små og gamle som nystartede innovative virksomheder.

Evnen til at se på sammenhængen mellem forretningsmæssige mål og de muligheder, som informationsteknologien tilbyder, er vigtig, når informationsteknologi skal tænkes ind i en virksomheds organisering og drift.

Informationsteknologi er meget mere end et værktøj, der bruges til at lave budgetter og regnskaber med. Informationsteknologi skal tænkes ind i en virksomheds forretningsgange og på den måde være med til at skabe en stærk og konkurrencedygtig organisation.

Sigtet med HA-it-uddannelsen er at uddanne erhvervsøkonomer, der har en solid viden inden for både økonomi og informationsteknologi. Kombinationen mellem disse to områder betyder, at du bliver i stand til at deltage i udvikling, valg og implementering af it-systemer og være "brobygger" mellem de personer i virksomheden, som repræsenterer forretningsforståelsen og de personer, som er specialister i de it-tekniske forhold.

Toningsfagene udgør 25 ECTS og er placeret på andet år af HA-uddannelsen.

Læs mere om uddannelsen ved at bruge menuen til venstre.


 

 

Erhvervsøkonomi generelt

Den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse sigter på at give dig en bredt anlagt indføring i en række økonomiske, juridiske og organisatoriske problemer i erhvervslivet.

Foruden virksomhedens problemer behandler studiet også sider af samfundsøkonomien og det indbyrdes samspil mellem samfundsøkonomien og virksomhedsøkonomien.

Helt konkret lærer du at analysere virksomhedens økonomiske problemstillinger og udvikle erhvervsøkonomiske strategier.

Herudover lærer du også om organisation, produktudvikling, salg, projektledelse og innovation, og du får indsigt i de teorier og metoder, som bruges til at forstå virksomheders interne og eksterne relationer.

Vi udbyder følgende HA-retninger:

  • HA-almen
  • HA-bæredygtighed
  • HA-engelsk
  • HA-it
  • HA-tysk
  • HA-etik

På disse sider beskrives HA-it.

Skab din egen faglige profil
Du vil i vidt omfang via uddannelsens valgfag og bachelorprojekt få mulighed for yderligere at styrke din faglige profil. Uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt, hvor du skal løse en konkret problemstilling ved hjælp af den erhvervsøkonomiske metode, du har lært.

Undervisning på HA-uddannelserne
Undervisningen foregår mest som forelæsninger suppleret med gruppediskussioner og øvelser. Desuden udbydes seminarer og vejledning i forbindelse med projekter, hjemmeopgaver, seminarrapporter og bachelorafhandling. En seminarrapport er en skriftlig opgave, som du udarbejder på baggrund af selvstændige litteraturstudier. Besvarelsen gennemgås og diskuteres i studiekredsform.

De erhvervsøkonomiske bacheloruddannelser afsluttes med en bachelorafhandling, hvor du i samarbejde med andre studerende kan arbejde med en konkret problemstilling eventuelt i kontakt med en virksomhed og dermed anvende de analyse- og løsningsmetoder, der er gennemgået i undervisningen.


Henvendelse om denne sides indhold: Studieguideredaktionen
23.05.2013