
Efter jeg er kommet i gang, er jeg kun blevet bekræftet i, at arabisk er et fantastisk sprog. Samtidig nuancerer fag som Islam og det moderne Mellemøsten min viden og opfattelse af verden – det er fascinerende.
Sofie Jama, stud.mag. i arabisk
SPROG, RELIGION OG SAMFUND
Den arabiske verden - Europas nabo - er ikke kun udgangspunkt for verdens næststørste religion, islam, den rummer også en kultur, som har påvirket den europæiske og vice versa. Europa kan fx takke Den arabiske verden for kaffe, tæpper, papir og bogstavregning, mens Europa til gengæld har givet det moderne bureaukrati til Den arabiske verden.
Som studerende på arabisk- og islamstudier får du nøglerne, til at forstå denne verden. Men studiet hjælper også med at forstå dele af Danmarks nutid og fremtid, da mange af Danmarks indvandrere har deres baggrund herfra.
Sproget
Du behøver ikke at tale arabisk for at begynde på arabisk- og islamstudier, da det indledes med et halvt års intensiv sprogundervisning. På studiet undervises der i moderne standardarabisk. Det er den arabisktalende verdens fælles sprog og har direkte forbindelse til det klassiske arabisk, som Koranen er skrevet på. Du får desuden kendskab til udvalgte dialekter, der bruges i daglig kommunikation. Studiet af det arabisk sprog udgør cirka halvdelen af studietiden.
Religion, historie og samfund
Som studerende på arabisk- og islamstudier kommer du til at studere islam, men også Den arabiske verdens historie, samfundsmønstre, kultur, politik og litteratur. Studiet af hvert af disse områder hænger sammen, da de komplimenterer hinanden. På den måde vil du opbygge en solid forståelse af centrale aspekter af hverdagslivet i den arabiske verden, samtidig med at du får en forståelse af islam uden for denne. På studiet lægger vi overvejende vægt på det moderne og nutidige, men bevæger os også tilbage i historien.
Arabisk- og islamstudier i den arabiske verden
De fleste studerende tager på et semesters studieophold til et arabisktalende land. Det er en unik mulighed for at forbedre sit arabisk og få førstehåndskendskab til arabisk kultur og samfund. Vi betragter det som en værdifuld del af uddannelsen.