Religionsvidenskab ligger sammen med uddannelserne Teologi og Arabisk- og islamstudier i et studiemiljø, hvor det er naturligt, at studerende mødes i foredragsforeninger og fredagsbaren på tværs af studieretninger. Der er mange tilbud om debatter og gæsteforelæsninger, der kan give inspiration til dit studium, men også mange muligheder for, at du kan blive direkte involveret – som arrangør i foredragsforeningerne, gennem studenterpolitik, som en del af redaktionerne på de studerendes eget blad ”Figenbladet” og tidsskriftet ”Totem” eller i barudvalget. Og så er studiemiljø hér også lig med årsfest, julefrokost, julerevy, forårsfest, højskoleweekend, regatta, fodbold og meget mere.