Navigation

Du er her:  Bachelorguide » Bacheloruddannelsen i Molekylærbiologi » Udland
Del

Bacheloruddannelsen i Molekylærbiologi - Læs i udlandet

Engelsk som arbejdssprog

  
I starten havde vi så mange teoretiske øvelsestimer, at det egentlig mindede meget om gymnasiet stadigvæk, fordi man har undervisning på små hold. Noget af det jeg synes var mest nyt da jeg startede på universitetet var, at bøgerne var på engelsk. Det tager lige lidt tid at vænne sig til at læse det. Men nu registrerer jeg næsten ikke, om det vi læser er på dansk eller engelsk.

Anne Katrine, studerer molekylærbiologi

Forskerverdenen er meget international og forskerne deltager ofte i internationale samarbejdsprojekter. Det betyder, at de rejser udenlands i kortere eller længere perioder og arbejder ved andre forskningsinstitutioner, ligesom udenlandske forskere kommer til Aarhus. Ved Molekylærbiologisk Institut er omkring en fjerdedel af forskerne udlændinge og der er også en del udvekslingsstuderende. Derfor er arbejdssproget i mange tilfælde engelsk.

Studieophold i udlandet

Institut for Molekylærbiologi og Genetik har indgået udvekslingsaftaler med en lang række universiteter i Europa, USA, Canada, Australien og Kina. Det betyder, at du som studerende ved instituttet har god mulighed for at studere et halvt eller et helt år ved et udenlandsk universitet. Du skal ikke betale for undervisningen og du får ikke forlænget din studietid. De fleste vælger at tage et udlandsophold på fjerde studieår.

Erfaring der betaler sig

Et udlandsophold er selvfølgelig relevant, hvis du sigter mod en international karriere. Men erfaringer og tilbagemeldinger fra erhvervslivet viser, at et studieophold i udlandet giver dig såvel faglige som sociale erfaringer, som du også får glæde af i din videre karriere, hvis du satser på et job i Danmark. Bliver du senere optaget på forskeruddannelsen, indgår et eller flere udlandsophold som en naturlig del af forløbet, ligesom du også vil komme til at deltage i kongresser, sommerskoler og lignende.

Henvendelse om denne sides indhold: Studieguideredaktionen
24.05.2013