Du indstiller laboratorielaserne, inden du skal videre til næste forelæsning om kolde atomer. Du indlæser data i din computer fra de seneste målinger, som du har foretaget med et scanning-tunnelmikroskop, og afgør, om placeringen af de ekstra atomer på overflader stemmer overens med din modelberegning. Du arbejder lidt på din model til en kvantecomputer før næste forelæsning i kvanteoptik. Eller måske er du en uge på CERN, hvor du udfører eksperimenter med antiprotoner for at afprøve nye muligheder for strålingsterapi eller med ultrarelativistiske blyioner for at kunne forudsige deres skæbne i LHC (Large Hadron Collider).
Undervisningen i fysik bærer tydeligt præg af, at underviserne er aktive forskere. Dette gælder for kursernes emner, indhold og tilrettelæggelse, men også for det videnskabelige speciale, der indgår med stor vægt i uddannelsens andet år. Her nyder de studerende godt af den ligefremme, uformelle atmosfære mellem medarbejdere og studerende. Studerende, der skriver speciale, bliver tilknyttet en gruppe forskere og deltager i et eller flere af gruppens forskningsprojekter. Der er en lang række valgmuligheder med hensyn til din specialisering, både ved Institut for Fysik og Astronomi og via instituttets tætte samarbejde med Institut for Lagerringsfaciliteter (ISA) og Det Interdisciplinære Nanoscience-center (iNANO). Instituttet har også forskningsgrupper, som arbejder forskellige steder i udlandet, bl.a. på en række større europæiske laboratorier.
Kandidatuddannelsen i fysik henvender sig til studerende med en bacheloruddannelse i fysik eller en anden bacheloruddannelse med et stort indhold af fysik og matematik.
Uddannelsen er både praktisk og teoretisk og rettet mod virksomheder i den private sektor, forskningsinstitutioner og den offentlige sektor. Kandidatuddannelsen er også fleksibel og tilrettelægges efter de studerendes faglige interesser, så der tages højde for den enkeltes styrker og interesser.
I mange år har kandidater fra Institut for Fysik og Astronomi ikke haft problemer med at finde ansættelse umiddelbart efter uddannelsens afslutning. Der er praktisk talt ingen arbejdsløshed, og kandidaterne har adskillige karrieremuligheder. En stor del af de senere års fysikkandidater har fået arbejde i den private sektor. Kandidaterne finder arbejde i førende konsulentfirmaer og i en lang række større virksomheder. I de senere år er der også kandidater, som er blevet ansat på hospitaler.