IN ENGLISH

Navigation

Du er her:  Kandidatguide » Kandidatuddannelsen i Byggeri (civilingeniør) » Introduktion
Del

Kandidatuddannelsen i Byggeri (civilingeniør) - Introduktion

Jeg havde mod på at læse videre, og med den mere teoretiske baggrund man får med civilingeniøruddannelsen vil jeg kunne få
mere krævende og udfordrende arbejdsopgaver. De teorier jeg harlært på diplomuddannelsen i Byggeri, får jeg på civilingeniøruddannelsen større indsigt i – vi kommer bagom teorierne og forstår dem endnu bedre. Det har været medvirkende til at der er faldet nogle brikker på plads. Da vi er færre studerende på civilingeniøruddannelsen, er muligheden for at få diskuteret hvilke teorier der er mest hensigtsmæssige at benytte i de forskellige scenarier større – undervisningen tager mere form af klasseundervisning frem for forelæsninger. Uddannelsen giver mig også mulighed for at afprøve om forskning er noget for mig.
Helle Ørum Nielsen, studerende på Byggeri


Den toårige kandidatuddannelse i bygningsdesign henvender sig til studerende med en relevant diplomingeniør- eller bacheloruddannelse. Uddannelsen hører under Aarhus Universitet og gennemføres i tæt samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Den giver ret til at bære titlen civilingeniør, cand.polyt. i bygningsdesign.

Som studerende starter du uddannelsen med kurser i anvendt matematik og fysik, hvor du får de nødvendige værktøjer til de emnespecifikke kurser. Du vil også skulle følge ingeniørfag, som giver dig stor indsigt i dette område.

Indflydelse på designprocessen

Uddannelsen giver de studerende stærke kompetencer inden for bygningsdesign og evnen til at udføre komplekse designopgaver. I samarbejde med arkitekter og andre faggrupper udvikler de studerende deres evne til at arbejde i tværfaglige teams, hvor designprocessen gennemføres ud fra en holistisk tilgang til æstetik, teknologi, økonomi og arkitektur.

To studieretninger

Som studerende på denne uddannelse får du adgang til en bred vifte af teoretiske og praktiske fag inden for det naturvidenskabelige og ingeniørmæssige område og også inden for arkitektur og design. Hovedvægten ligger på naturvidenskabelige og ingeniørmæssige kvalifikationer, der tegner sig for 85 % af studierne under ét. Du får også mulighed for at specialisere dig i bærende konstruktioner eller integreret energidesign.

Bærende konstruktioner eller integreret energidesign

Størstedelen af uddannelsens kurser er fælles for de to retninger, men på hver retning tilbydes de studerende forskellige valgfag på de respektive områder.

Samspil mellem forskning og praksis

De studerende deltager i forelæsninger på både Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Undervisningen på universitetet bærer tydeligt præg af stedets forskning, da den varetages af aktivt udøvende forskere. Som kandidatstuderende har du gode muligheder for at arbejde sammen med forskerne, og du kan også gennemføre et projekt i samarbejde med en virksomhed.

Ingeniørhøjskolen i Aarhus har mange års erfaring med at uddanne ingeniører inden for de områder, som du specialiserer dig i med din kandidatuddannelse. Skolen har desuden en lang tradition for samarbejde med erhvervslivet om projekter om disse specialiseringsområder.

Jobmuligheder

Med en bygningsingeniøruddannelse kan du få arbejde i virksomheder såsom rådgivende ingeniørfirmaer, entreprenørfirmaer, ejendomsselskaber, arkitektfirmaer og i bygningselementindustrien. Kandidaterne arbejder med projekter inden for udvikling og design af avancerede bygningskonstruktioner, energiteknologiløsninger og industrialiserede bygningselementer, ofte i et tværfagligt samarbejde med arkitekter og konstruktører.

 

 


Henvendelse om denne sides indhold: Studieguideredaktionen
25.05.2013