IN ENGLISH

Navigation

Du er her:  Kandidatguide » Kandidatuddannelsen i Digital design » Job og karriere
Del

Kandidatuddannelsen i Digital design - Kandidater i job (linjen Audiodesign)

Jeg har meget med fra Audiodesign

Marie HøjlundDer er et stigende fokus på lyd og design i samfundet, fortæller Marie Højlund, der har taget kandidatuddannelsen i Audiodesign.

Marie Højlund er uddannet lyddesigner, og siden hun blev færdig med kandidatuddannelsen i Audiodesign har hun været involveret i en lang række forskellige projekter. Hun er projektansat i en mindre virksomhed, hun medvirker i et musikalsk børneprogram på DR og endelig har hun succes med sit band. Marie læste sin bachelor på musikvidenskab men vidste, at hun ville noget andet med sin kandidatuddannelse. Audiodesign var ifølge Marie det helt rigtige valg.

 

En gynge med lyd

Marie bruger i høj grad sine kompetencer fra Audiodesign i sit nuværende arbejdsliv. Hun er projektansat i den virksomhed, hun skrev speciale i samarbejde med. Projektet drejer sig om at udvikle en gynge med lyd til større børn. Legeredskaber med lyd indbygget er et helt nyt felt.

 

- Der er tale om et slags computerspil i virkeligheden. Når du sidder i gyngen kan du fx høre en lyd, der signalerer, at der bliver kastet en stor genstand efter dig fra højre. Og så gælder det om at flytte gyngen for at undgå genstanden. Vi har indbygget noget i gyngen, som måler hvorvidt man bliver ramt eller ej.

 

Marie arbejder for tiden på at lave en præsentation af projektet, som virksomheden kan bruge i forhold til sine investorer.

 

Vi må udnytte de digitale muligheder

Et andet vigtigt projekt i Maries liv er arbejdet med bandet Marybell Katastrophy, et projekt Marie sammenligner med det at være selvstændig erhvervsdrivende. Også her gør Marie brug af de ting, hun lærte på Audiodesign.

 

- Vi har på Audiodesign haft nogle fag, som ikke direkte har noget med lyd at gøre, men som handler om designstrategi og den digitale verden i det hele taget. Når man skal promovere et band, bliver man nødt til at tænke over, hvor folk i dag møder musik – og det er typisk på nettet. Det handler derfor om at se på, hvordan man kan udnytte de digitale muligheder i stedet for at være skræmt og irriteret over, at tingene forandrer sig. Denne tankegang er central på Audiodesign, og det er med til at gøre det til et rigtig godt studium.  

 

Teknikken er nødvendig

Marie fortæller, at det ikke er den tekniske side af Audiodesign, som er hendes primære interesse. Men teknikken er vigtig for at kunne nå målet, som for Marie er at lave forskellige lydlige udtryk. Marie understreger, at man ikke skal lade sig skræmme af studiets tekniske del.

 

- Jeg synes tingene bliver lettere, når man også laver noget praktisk-teknisk, fordi man kan se, hvad der foregår. Lige pludselig kan man gennemskue ting, som folk normalt anser for at være meget komplicerede. Og så bliver man jo også taget ved hånden på studiet.

 

Henvendelse om denne sides indhold: Studieguideredaktionen
22.05.2013