Har du en faglig baggrund inden for et arkæologisk, æstetisk, historisk eller kommunikationsfagligt fag? Og interesserer du dig for forvaltning og formidling af kultur og kulturarv? På Museologiske studier undersøger du musealiseringsprocesser, dvs. den måde, hvorpå et samfund udvælger og forvalter kulturprodukter til bevarelse for eftertiden.
Som studerende på Museologiske studier analyserer du musealiseringsprocesser i et historisk, et refleksivt og et komparativt perspektiv. Samtidig arbejder du med organisationsanalyse, markedsføring og ledelsesteori og får dermed indsigt i konkrete værktøjer, som vil gøre det muligt for dig at arbejde i flere forskellige funktioner på et museum eller en tilsvarende kulturarvsinstitution. Bachelortilvalget kan som det eneste bachelortilvalg på AU afsluttes med et 3 måneders praktikophold, hvor du får mulighed for at opleve museums-, kultur- og oplevelsesbranchen på nært hold.
Med Museologiske studier får du et nyt perspektiv på dit grundfag, fordi Museologiske studier er et tværfagligt bachelortilvalg, som udspringer af flere humanistiske discipliner. Du vil stifte bekendtskab med en bred vifte af videnskabsgrene og faglige tilgange, og uddannelsen bliver løbende udviklet i samarbejde med eksterne (fx museerne) og interne samarbejdspartnere (de forskellige fag og fakulteter). Museologiske studier på Aarhus Universitet er samtidig tænkt som en sammenhængende uddannelse med indbygget progression.
Gode museologiske spørgsmål