IN ENGLISH

Navigation

Du er her:  Tilvalgsguide » Tilvalget i Idræt » Introduktion
Del

Tilvalget i Idræt - Introduktion

Måske drømmer du om at sætte lighedstegn mellem dit studium og dine fritidsinteresser. Måske har du svært ved at forestille dig en tilværelse uden sport, adrenalin, fordybelse og fysisk aktivt samvær med andre. Idrætsuddannelsen er for dig, der brænder for idræt, og som ser en udfordring i at veksle mellem at have en teoribog i hånden og et par fodboldstøvler på fødderne. Den teoretiske del rummer fag som fysiologi, anatomi, biomekanik, idrætshistorie og idrætssociologi, mens de praktiske fag omfatter fx boldspil, friluftsliv, atletik, gymnastik og svømning. Hertil kommer en stor vægt på pædagogik og formidling. Vigtige nøgleord er samarbejde og teambuilding. På studiet får du kompetencer, der gør dig til en god underviser, leder og coach. Med uddannelsen får du også et godt grundlag for videre studier med henblik på formidling inden for idrættens mange områder.

Uddannelsen indeholder lige dele teori og praktiske øvelser. De praktiske fag kombineres løbende med teoretisk undervisning. Et undervisningsforløb i svømning foregår i både bassinet og i teorilokalet, hvor holdet gennemgår kroppens funktioner under svømning eller analyserer musklernes stræk i særlige situationer som fx udspring. Den teoretiske del rummer fag som fysiologi, anatomi, biomekanik samt idrætshistorie- og – sociologi, mens de praktiske fag dækker boldspil, friluftsliv, atletik, gymnastik og svømning.

På studiet bliver du opdateret med de kompetencer i idrætten, der gør dig til en god underviser, leder og coach. Her ligger fokus på kropskultur, pædagogik og psykologi i idrætten. Kompetencerne er ikke bare relevante inden for universitetets mure, men kan også bruges i det valgfrie praktikmodul, hvor du planlægger og gennemfører et undervisningsforløb på enten et gymnasium eller en idrætshøjskole.

Forskningen ved Center for Idræt spænder vidt. I det biomekaniske laboratorium laves der fx 3D-optagelser til bevægelsesanalyser af verdens bedste kuglestødere. I samarbejde med Team Danmark har den flerdobbelte EM-, VM- og OL-medaljevinder Joachim B. Olsen deltaget.

I et samarbejde med bl.a. Kulturministeriet og Århus Kommune er Center for Idræt i gang med at se på mulige årsagssammenhænge mellem børns overvægt og fysisk aktivitet bl.a. i forhold til deres idræts – og motionsvaner. Forskningen foregår primært ved Center for Idræt; men en del har så stor bevågenhed, at internationale samarbejdspartnere, herunder studenter og forskere, indgår i udvekslinger med studerende og ansatte ved Aarhus Universitet.


Henvendelse om denne sides indhold: Studieguideredaktionen
26.05.2013